5 tips til at tjene flere drikkepenge

Af

Hænder fyldt med drikkepenge Foto: kwod / sxc.hu

I Danmark er situationen den, at drikkepenge ofte inkluderes i prisen på mad- og drikkevarerne på barer, restauranter og lignende. Hvorfor det er sådan, har jeg aldrig helt forstået, men det skal dog trods alt ses i lyset af, at vi danskere i branchen (ja, og selvfølgelig også udlændinge der arbejder i Danmark) faktisk har en temmelig høj løn, i forhold til store dele af verden. I England, for at tage et konkret eksempel, er den typiske begynderløn for en bartender pt. lige under £5,00 (ca. kr. 54,00 41,00 pr. okt-09), set i forhold til mindstelønnen herhjemme på omkring kr. 93,00.

Dette betyder, at vi er blevet opdraget med, ikke at give drikkepenge til servicepersonale når vi er ude og spise og more os, men til trods for det, er det dog stadig muligt at score ganske hæderlige drikkepenge, om end der ofte skal arbejdes lidt for dem.

1. Smil!

Nok det vigtigste, og derfor vil jeg bringe det som det allerførste, mest grundlæggende tip til, hvordan du forøger vægten på drikkepengebøtten.
Selve grundidéen bag at få flere drikkepenge er at få kunden til at føle sig velkommen og speciel, og med et smil er du allerede kommet langt i processen.

Der er folk, der kan få gæsterne til at give drikkepenge, ved at få dem til at føle sig forpligtede til det, men det er ikke en metode, jeg på nogen måde vil anbefale – jeg finder det frastødende, og i konflikt med både job og etik.

2. Underhold

Kunderne kommer til din bar for at at have en sjov aften og blive underholdt. Nogle kommer for at høre live-musik, nogle for at flirte og score, de fleste for at drikke sig fulde og lave lidt ballade (på den gode måde), og det er dit job, i samarbejde med dørmænd, musikere, afryddere, garderobepiger, værtinder og bartenderkollegaer, at sørge for, at de ydre rammer er på plads, så kunderne kommer igen og igen.

Som bartender har du en yderst central position i etablissementet, da du er et fokuspunkt i hele set-up’et, og hvorfor ikke udnytte positionen til at blive en del af underholdningen?

Der er mange måder at underholde på bag baren, og du har sikkert allerede gættet mindst en af dem: Flairing. Det, at kaste med glas og flasker, og gøre et show ud af at mixe og servere drinks og cocktails. Og indrømmet, hvis bartenderen kan sit kram, er det et imponerende syn.

Der findes dog forskellige grunde til, at flairing måske ikke lige passer til dig. Det kan være firmapolitik, usikkerhed, generel manglende interesse for den gren af bartenderlivet eller andet. Skulle dette være tilfældet for dig, findes der heldigvis andre metoder til at underholde kunderne.

En metode jeg selv har benyttet en del, er små sjove lege og hovedbrud, eller små tricks med diverse materialer i baren. Du kan finde en masse af den slags her på Bartender Magic.

Du kan også, hvis tiden er til det, underholde med trylletricks, fx med terninger, kort og mønter. Hertil er internettet en kæmpe kilde til inspiration – det er bare et spørgsmål om at søge i en søgemaskine.

3. Vær personlig

Lad være med at fremstå som en kold skid. Vær personlig, se kunderne i øjenene når de bestiller, præsenter dig (dette er primært henvendt til mere high-end barer), og lad dem vide, at du er der for dem, ikke omvendt.

Hvis kunderne føler, at de får en personlig, behagelig behandling kommer de igen. Jo flere gange de kommer igen, jo bedre lærer du dem at kende. Jo bedre du lærer dem at kende, jo nemmere bliver det at give dem det, de vil have. Og når kunder får det de vil have, så betaler de for det. Sværere er det ikke :-)

4. Vær konsistent

Sørg for at de drinks du mixer er ens hver gang. Det nytter ikke noget, at dine Cosmopolitans smager forskelligt hver gang. Kunder der kommer igen lægger mærke til sådan noget. I øvrigt udstråler det uprofessionalisme, og det er ikke noget der booster kundernes trang til at give drikkepenge.

Dette gælder i øvrigt ikke kun drikkepenge, du skal altid sørge for at dine drinks laves ens hver gang – træning, træning, træning.

5. Vær hjælpsom

Især nye kunder er ofte i tvivl om, hvad de skal vælge på øl/vin/drinkskortet, og det er derfor en gylden mulighed for at vise, hvad du kan. Spørg ind til kunden ønsker:

  • “Øl eller drink?”
  • “Mørk eller lys øl?”
  • “Sød eller syrlig drink?”
  • “Med eller uden mælk/fløde?”
  • “Må der komme cola i?”
  • … og så videre.

Imens du spørger ind til hvad kunden vil have, peger du de drinks ud på kortet, kunden har tilbage at vælge imellem. De fleste kunder vil se dette som fantastisk god service, og hvis du én gang har hjulpet dem til en drink de kan lide, er sandsynligheden for at de spørger igen, temmelig stor.

Vær heller ikke bleg for at anbefale din egen yndlingsdrink – faktisk kan du ikke komme med en bedre anbefaling, end “det er den jeg drikker, når jeg er i byen her.”

Læsertips

Hvad er dit bedste drikkepengetip? Smid en kommentar, og lad os andre få del i dine tricks :-)

OBS!

Husk nu, at drikkepenge er skattepligtig indkomst!

Om forfatteren: Michael Kjeldsen

Michael har arbejdet som bartender flere steder i Århus' natteliv i mere end 6 år. I dag arbejder han ikke længere som bartender (han bor ikke engang i Århus længere), men bruger istedet tiden som blandt andet skribent og idéudvikler i København. Michael skriver om alt med himmel og jord, der har bare den mindste relation til bartendermiljøet.

billede af brev

UPDATE: Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du med fordel tilmelde dig vores mailingliste, hvor du får en email, hver gang der er nyt indhold herinde.
Du kan også finde vores RSS-feed her.

Begge dele er 100% gratis (og super nemme) at bruge.

Din email-adresse:

Flere artikler

Kommentarer & debat

6 Responses to “5 tips til at tjene flere drikkepenge”

  1. Lasse on september 20th, 2007 10:37

    et lille trick jeg plejer at bruge er, at når jeg giver byttepenge tilbage, så lægger jeg sedler for sig, guld mønter for sig, og sølv mønter for sig på bordet… hvis folk så er gavmilde, plejer de bare at skubbe alle små pengene fra sig, og tager kun sedlerne.. På den måde føler de sig ikke forpligtede til noget som helst, de tænker blot at man gør en lille ekstra service, så de kan se at de har fået korrekte byttepenge tilbage.

  2. Bartenderen on september 20th, 2007 19:44

    Haha, Lasse, det er sgu smart :-)

    Min egen personlige lille twist på den er, at jeg giver dem sedlerne i den ene hånd, og mønterne lægger jeg på bordet – men sig det ikke til nogen ;-)

  3. Lolland on november 22nd, 2007 22:59

    Jeg er helt nede på jorden bartender der har været i faget i en 8 års tid – står på værtshuse som oftest!

    En tilføjelse til underholdnings-punktet er at man ikke skal være bange for at gøre grin med sig selv, hellere dette end at gøre grin med gæsten!
    Har derfor tit de mest mærkelige hatte og hårbøjler samt briller og andet med i tasken, og skulle det ske man smadre et glas – ja så er der jo oplagt mulighed for at stille de mærkeligste ansigter op – vær ikke bange for at gøre det til underholdning med andre ord, istedet for at lade som ingenting…

    Men spil, små trylletriks og hovedbrud har jeg i den grad også fornøjelser af at byde på…

  4. Anne on juni 4th, 2009 20:27

    Nu har jeg jo som kvindelig bartender nogle fordele.. MEN man skal ikke gøre for meget brug af det. ikke for nedringet tøj, så bliver det ældre publikum og kvindelige kunder ikke så tilfredse. det er bedre at klæde sig “sødt” så er der både noget for mændende og kvinderne vil være ens veninde.

    desuden giver det lidt ekstra hvis man viser man kan lide musikken, vrikke lidt frem og tilbage i baren istedet for bare at vimse afsted (:

    det virker ihvertfald her.

    og nåh ja, så kan man jo når folk spørger hvad du kan lave til dem, selvf spørge hvad de er til. når du har fundet ud af det “jeg tror jeg har lige det du har brug for” og så et lille blink med øjet :D

  5. Michael Kjeldsen on juni 4th, 2009 21:01

    Hehe, trixy ;-)

    Men jeg er enig med dig – der er en hårfin grænse mellem at være hende den søde, frække bartender, og så at være hende den vulgære, som alle har en lille smule ondt af.

  6. Sven on juli 12th, 2011 00:31

    Når gæsten vælger at betale med kort, er der også et par tricks. I stedet for at bare at taste beløbet ind på maskinen, giver det virkelige meget at komme med replikken “Skal du bare ha’ den på beløbet?”.. En af mine kolegaer er endnu mere nærgående og den virker hver gang. Han siger altid “Hvad må jeg sætte den på?”..

    Ellers generelt, så virker det også godt at rose kundes valg. Hvis de foreksmpel køber en drink så, fortæl dem at du synes at den er rigtig god og at du også vil nyde en efter fyraften..

    Hvis der bliver bestilt vin, så spørg ALTID om de vil have lidt vand til.

Deltag i debatten





Til SEO-folk: Vær opmærksom på, at såfremt dit indlæg vurderes som værende ligegyldig kommentar-spam, vil det ikke blive godkendt.

Reklame

  • Lej bartender

    lej bartender!