Whiskysmagning

En håndfuld smagsnoter om hver enkelt whisky kan være en stor hjælp for en kunde, hvis man har mere end Jack Daniels på hylden.

Et mål spiritus af en god kvalitet kan sagtens løbe op i 45 kroner for en enkelt, og det kunne principielt være rart at have en ide, om whiskyen vil få dig til at skære ansigter, i tilfælde man ikke lige var bekendt med den i forvejen. Hvis en bartender vil yde den service til sine kunder, er det nødvendigt at smage på sine egne varer.

Der er selvfølgelig ikke nogen decideret forkert måde at smage whisky, så længe man bruger sine smagsløg, men hvis man også vil have de fine nuancer med, må man forberede sig lidt ekstra.

Udstyr

  • Glas
  • Vand
  • Papir og blyant

Glas er en selvfølge, medmindre man insisterer på at drikke af flasken, men valget af glas er ikke helt irrelevant. Dette emne er før behandlet i artiklen servering af whisky. Det optimale ville være at bruge det såkaldte snifferglas, der gør det lettere at opfange whiskyens aroma, men dybest set er det ikke nogen absolut nødvendighed.

Vandet er til at rense munden mellem smagninger og til at tilsætte i whiskyen, hvis man finder det nødvendigt. Hele diskussionen omkring vand eller ikke vand i whisky er så omfattende, at jeg igen må referere til artiklen om whiskyservering.

Papir og blyant er selvfølgelig til at tage noter undervejs. Personligt må jeg indrømme, at jeg oftest tager mentale noter, men hvis man skal dele dem med andre, er fysiske noter nok det mest hensigtsmæssige.

Smagning i tre trin:

Duft

En meget vigtig del af smagsoplevelsen ligger i duften. Jeg gør normalt det, at jeg tilsætter nogle dråber vand for at få whiskyen til “at folde sig ud”, før jeg kører whiskyen rundt i glasset, sådan glassets sider er dækket af whisky.

Det gør, at mere whisky duft bliver frigivet. Man kan eventuelt også lægge en hånd over glasset samtidigt med, at man ryster whiskyen, hvorefter man forsigtigt løfter hånden og tager et ordentligt snus. Whiskyens duft giver oftest en forvarsel om, hvordan den smager. Indtrykkene noteres. Lugtede den røget, frugtig, af citrus eller måske lidt af eg?

Hvordan man vælger at beskrive duften er underordnet. Det vigtigste er at lave de associationer, der bedst beskriver ens oplevelse. To personer, der smager den samme whisky, kan beskrive den samme oplevelse meget forskelligt. De to nedenstående citater er fra to britiske whiskyeksperter, der skal beskrive den samme whiskys smag.

“Pandekager med fløde. Appelsinagtig, Smørblomster. Urter.”

“Dejlig blød græsagtig start, som åbner op til et sammenspil mellem en blød midte af karamel og noter af citrus. God tyngde.”

Så hvis man synes, at den dufter af mormors æblekage, er det lige nøjagtigt, hvad man skriver.

Smag

Nu kommer det rigtig sjove. Hvis man gerne vil være meget grundig, kan man prøve at smage med og uden vand, men nogle gange er det strengt nødvendigt, at tilføje vand på dette punkt. En whisky, der bliver tappet på 55-60 % styrke, er nok til at bedøve ens smagsløg, hvilket ødelægger hele formålet med smagningen.

Tag endeligt mere end en slurk, men husk endelig at rense smagsløgene mellem slurke med vand, mens man selvfølgelig notere ned undervejs.

En anden ting man skal huske er, at få whiskyen kørt rundt på hele tungen, ligesom man ofte ser vinsmagere gøre. Man ser komplet tåbelig ud, men det er nødvendigt, hvis man skal have det hele med.

Den sidste ting man skal overveje, er hvorvidt man vil spytte. Hvis man smager nok whisky, vil det til sidst ende med, at alt whiskyen smager lige fantastisk. Alt efter ens tolerance anbefales det stærkt, at man ikke synker whiskyen, hvis man skal smage mere end 3-4 whiskyer.

Finish.

Finishen eller eftersmagen kunne sagtens høre til under smag. Nogle gang er der ingen nogen nævneværdig eftersmag, men nogle gang fortjener den sit eget afsnit. Whiskyen Laphroaig har f.eks. en kraftig og markant eftersmag af tørverøg og tang, der klart fortjener et afsnit for sig. Laphroaig er desuden også den eneste whisky, der har fået undertegnede til at skære ansigter.

Afslutningsvis skal jeg understrege at øvelse gør mester. Jo mere man smager, desto skarpere bliver ens smagsløg. Så hvis man ikke lige opfangede pandekage smagen i whiskyen, behøver man ikke fortvivle. Det gør det færreste alligevel.

Be the first to comment

Leave a Reply