At sige “skål” er i dag en helt naturlig del af enhver festlig sammenkomst – hvad enten det er ved middagsbordet, i baren eller til en officiel reception. Men skålen er langt mere end en høflig gestus. Den har rødder, der går tusindvis af år tilbage og er tæt forbundet med både religion, fællesskab og ritualer.
En hilsen til guderne
Skikken med at skåle kan spores helt tilbage til antikkens Grækenland, hvor man under drikkegilder udbragte ceremonielle hilsner til guderne. Her blev vin og andre drikke ofret symbolsk som tak eller bøn om gunst – før man selv drak.
I de nordiske lande spillede skålen også en central rolle. Under hedenske blotfester var skålen en fast del af ritualerne, hvor man drak til ære for guderne, for slægten og for fællesskabet. At løfte glasset var derfor både en religiøs handling og et socialt bånd.
Skål som social spilleregel
Selvom betydningen har ændret sig gennem tiden, lever mange af ritualerne videre. I Norden er det for eksempel stadig almindelig etikette, at ingen drikker, før værten har løftet glasset og udbragt den første skål. Skålen markerer startskuddet – og samler selskabet i ét fælles øjeblik.
Alle kulturer har deres egne variationer af skålhilsner, men fælles for dem er, at de handler om respekt, fællesskab og nærvær. Uanset om man siger skål, cheers, salud eller prost, er intentionen den samme.
Fra ritual til vane
I dag tænker de færreste over, hvorfor vi siger skål – men næste gang glassene klirrer, kan det være værd at huske, at handlingen har rødder i oldtidens drikkegilder, gudedyrkelse og menneskets behov for at fejre livet sammen.
Kilde: Illustreret Videnskab (bearbejdet og redigeret)
