Dr. Franz de la Boë, også kendt som Dr. Silvius, var professor på Leyden Universitet i Holland, og er selv den dag i dag kendt sine matematiske modeller og sin epokegørende forskning inden for medicin. Han vidste at enebær havde en gavnlig virkning imod nyreproblemer, og i 1650 lavede han et udtræk af enebær med alkohol. Han kaldte dette for “Jenever” (“Jenerverbes” = “enebær” på hollandsk), og igen hittede ideen om at kombinere medicin for krop og sjæl over hele Holland.
Da englænderne og hollænderne sloges om deres besiddelser i Middelhavet i 1665 kæmpede hollænderne hårdere end normalt. Englænderne opdagede hurtigt at de hollandske krigere var påvirket af noget – ligesom vikingerne nogle århundreder tidligere havde kæmpet frygtløst under påvirkning af mjød og fluesvamp. Hemmeligheden var Jeneveren, som englænderne kaldte “The Dutch courage”. Englænderne tog Jeneveren med tilbage til England, og I løbet af kort tid blev den en kæmpe succes som. Englænderne kaldte den Genever og med tiden blev den forkortet til gin.
Gin er nemmere og billigere at lave end øl, og efter Kong William III i 1690 forbyder al import af vin og spiritus bliver forbruget af gin er så stort, at den engelske regering i 1736 må indføre “the Gin Act”, som er en lov der lægger høje skatter på gin. Dette medfører imidlertid til så voldsomme optøjer, at man er nødsaget til at frafalde beskatningen igen.
I 1740 er den engelske produktionen af gin 6 gange større en øl, og halvdelen af london’s 15.000 serveringssteder er ginbarer. Forbruget af alkohol var på daværende tidspunkt så højt, at det medførte store sociale problemer, og til dels holdt den store befolkningstilvækst i London i ave. Billedet “Gin Lane” af William Hogarth fra 1751 illustrerer glimrende disse forhold.
En ny og mere succesfuld “Gin Act” indføres i 1751, som tvinger destillerierne til kun at sælge gin igennem autoriserede forhandlere, under opsyn af lokale embedsmænd. Samtidigt indføres “the Tippling Act” som skal medvirke til at forbedre kvaliteten af gin, som dengang var mere sød og indeholdt en del biprodukter. På det tidspunkt var der ingen navngivne gin mærker, og man betegnede ofte gin som ”Old Tom” efter en slags automat, der var udformet som en kat, og som kroejeren brugte til at skænke gin til sine kunder.
Blandt de mange der destillerede gin dengang er det svært at sige hvem der kom med det første egentlige mærke, men af de ældste nuværende navne kan nævnes Booth’s fra 1740, samt Bombay der dokumentere en egentlig opskrift fra 1761. I dag markedsfører mange producenter sig med at lave deres gin efter “en gammel og original opskrift”, selv om man først efter 1831, da ireren Aenas Coffe opfandt søjledestillationsapparatet, begyndte at lave de tørre og rene gins som vi i dag kender under betegnelsen “dry gin”:
- 1769 Gordons, efter Alexander Gordons hemmelige opskrift fra Clerkenwell i London
- 1771 Citadelle, fra Dunkirk i Frankrig
- 1776 Hammer, efter en opskrift af Alexander Blixt i Norge
- 1785 London Hill, af Ian Macleod Distillers i Scotland
- 1793 Plymouth, af William Coates fra the Black Friars distillery i Plymouth
- 1820 Beefeater, af James Burroughs fra the Beefeater distillery i London
- 1839 Tanqueray, af Charles Tanqueray i Bloomsbury
Ginens historie – artikeloversigt
Forord: Ginens historie – 5000 år med Gin
Kapitel 1: Fra alkohol til aqua vitae
Kapitel 2: Ginens oprindelse
Kapitel 3: Gin bliver bartenderens foretrukne spiritus
Kapitel 4: Gin i dag
Opskrifter: Drinks og cocktails med gin
